søndag den 11. september 2011

Skal du ha' et par flade?

Gummisål og nylonsnøre. Mere skal der ikke til. 

I mit blogindlæg om Klosterløbet nævnte jeg, at jeg rent faktisk havde taget mine huaraches med, men at jeg i et anfald af kådhed - og til min store fortrydelse - undlod af tage dem med på den 12 km lange rute, som havde et særdeles modbydeligt underlag. Jeg undgik vabler, men det var vist mere held end noget andet.

Når man løber i bare fødder opdager man hurtigt, at der er noget underlag, der er mere behageligt end andet. Mit favoritunderlag er glatte betonfliser eller fugtige, svampede skovstier. Det allerværste er asfalt med skarpe sten i overfladen, som endnu ikke er kørt ned i vejbelægningen.

Hvis man ikke kender ruten på forhånd eller deltager i et løb, hvor ruten går over den slags underlag, kan det være en rigtig god idé at have et par huaraches med sig. De er superlette og fylder ingenting, er nemme at løbe med i hænderne eller shortslinningen - og så er de hurtige at få af og på undervejs.

Bemærk, hvordan de lilla nylonsnører klæder mine bare tæer.
Egentligt er mine huaraches bare en flad gummisål med en nylonsnøre, der holder sandalen på plads under foden. Så simpelt, som det kan blive, og det tætteste du kommer på at løbe barfodet uden at gøre det. Efter ganske lidt tilvænning løber man let og ubesværet hen over al slags underlag. Jeg har løbet ture på over 20 km i mine uden problemer.

Umiddelbart tænker man måske, at snoren mellem storetå og pegetå må genere - men det er slet ikke tilfældet. Hurtigt glemmer man alt om den - og er bare glad for at man kan løbe gennem hvad som helst. (Efter en enkelt langtur, hvor mine fødder blev våde, kunne jeg dog konstatere en lillebitte vabel mellem tæerne, men ikke noget, der på nogen måde generede under løbet).


Producent:   Invisible Shoes
Model:         Huaraches
Vægt:          118 g (i min størrelse)
Materialer:   Nylonsnor (fås i flere farver) og Vibram-gummisål eller FeelTrue-gummisål
Pris:             16,95-39.95$ (afhænger af model og om du selv skærer dem til)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar