mandag den 25. juni 2012

50 kilometer vej haves, vilje søges

Klokken lort om natten. Vist verdens mest demotiverende vejnavn.
Natten til lørdag havde jeg tyndskid. Og natten til lørdag løb jeg 50 kilometer. Fra Skallerup Klit ved Vesterhavet til Frederikshavn ved Kattegat. Ja, jeg gjorde det sgu! Jeg gennemførte langt om længe et langt løb - så skide være med resten.

Jeg har tidligere beskrevet mine kvaler med at løbe maraton. Derfor er der måske nogen, der tænker, at Coast to Coast på 50 kilometer - og ovenikøbet om natten - lyder fuldstændig vanvittigt. I har ret. Ikke mindst når man allerede efter 10 kilometer bogstavelig talt er drænet for saft og kraft. Og er en smule mørkeræd.

Ved 18 kilometer var jeg så træt, nej faktisk så søvning, at jeg var bange for at falde omkuld i rabatten, mens jeg løb. Og på det tidspunkt var klokken kun lidt over midtnat. Jeg frygtede for alvor, at mit løb var slut.

Skønne redningskvinder
Jeg forsøgte at revitalisere mig med en banan. Den første halve gled fint ned. Drak rigelig vand. Senere forsøgte jeg mig med en energibar. Den kunne jeg ikke få ned. Men så gav min krop selv løsningen. Den skreg på cola.

Og jeg fandt min redning. Den hed Lis og Nana - et par søde løbeveninder fra Aarhus 1900, som havde valgt at støtte os på turen med en følgebil. Det var ganske vist en Skoda, men bagagerummet var fyldt med Coca Cola.

Langsomt fik jeg det skarpe, søde stads hældt indenbords. Overraskende hurtigt blev min krop og mit hoved klar igen. Nærmest mirakuløst.

Kulsyreholdige drikke og løb går normalt ikke godt i spænd, og jeg undskylder da også for, at jeg vist kom til at vække en hel lille landsby med min ræben. Men det var heldigvis kun ræben - og ikke gassen, der gik af ballonen!

Pokalen fra Coast to Coast har allerede fundet sin plads i Vesterhavshytten.
Uden mad og drikke dur helten ikke
Mit langdistanceproblem har hidtil kunnet koges ned til to punkter: Først og fremmest det mentale. Jeg er ikke et konkurrencemenneske (hvad jeg betragter som et sympatisk karaktertræk). Dernæst har jeg døjet med problemer med mit energi- og væskeindtag undervejs med svimmelhed og kvalme til følge.

Siden jeg løb mit første halvhalvmaraton, har jeg gang på gang stillet mig selv spørgsmålet: "Hvorfor gør jeg det." Uden et fornuftigt svar. Jeg plejer faktisk at blive småirriteret, når andre per refleks besvarer spørgsmålet med et "Fordi jeg kan." Dette svar reducerer mig jo blot til et instinktstyret væsen, for rent fysiologisk kan alle jo løbe 10 kilometer, ja selv et maratonløb, uden de store forberedelser.

Nej, der skal mere til at stille mig tilfreds. Og tilfreds blev jeg i en skov ved Sindal natten til lørdag. Mit svar var: "Fordi jeg vil." Simpelthen. "Fordi jeg faktisk gerne vil nå frem til mål for en gangs skyld." Det fjernede alt pres med hensyn til min sluttid. For mig handlede det bare om at stå distancen, og så måtte tage den tid, der skulle til.

Nej, pandelamper er ikke overkill på lyse sommernætter!
Stor Tue trækker læsset
Vi var en flok løbere fra mit løbehold i Aarhus 1900, der egentlig havde aftalt at følges, men det kom aldrig rigtig til at fungere. Heldigvis fandt jeg fodslaw med Tue, og vi fulgtes pænt til mål. Løb én kilometer og gik ét minut. I pauserne mellem min klynken og bøvsen, underholdt vi hinanden med røverhistorier fra vores tid som uduelige værnepligtige, altimens mosekonen bryggede på livet løs.

Jeg havde kodet ruten ind på mit Suunto Ambit-løbeur og markeret særlige punkter, så vi fx undervejs kunne holde øje med - og se frem til - at nu var der friskbagte pandekager ved næste depot om 1.680 meter. Det gjorde det bare lidt mere overskueligt. Og pandekagerne gjorde underværker ved depotet ved 42 kilometer!

Mens solen så småt stod op, og vores pandelamper blev overflødige, vejrede vi havluft. Benene fandt en bedre rytme ved udsigten til en ende på det hele. Jeg havde endda overskud til at løbe 200 meter ekstra på stranden for at få mit ur til at runde de 50 kilometer. Lykkelig!

Og det kan godt være, at jeg hverken er den hurtigste eller mest udholdende løber. Men jeg har stadig det sejeste ur...

Allerede senere lørdag var jeg klar til en lille jogge- og soppetur for at få søvnen ud af benene.
PS: Selve løbet var fantastisk.  Men det kan du læse mere om andre steder, fx Karinas beretning her: "Coast2Coast - hjemme igen," Jespers beretning her: "Coast to Coast 2012" eller "Coast to Coast blev en løbefest gennem natten." Du kan i øvrigt se Tue og mig lunte i mål ca. 1:21 inde i denne video på YouTube. Løbet er en stor, kæmpestor oplevelse, du ikke må snyde dig selv for. Jeg forudser en sand invasion af løbere i Nordjylland til næste år.

PPS: Du kan stadig nå at vinde 2 stk. startnumre til Marselisløbet. Se hvordan her: Piskeben i gavehumør.


Udstyret til udyret:


På fødderne: Vivobarefoot Evo og Falke RU5-strømper

For tækkeligheden: Pearl Izumi-shorts

På overkroppen: Fusion-trøje og Pearl Izumi-undertrøje

Om håndleddet: Suunto Ambit Silver

På ryggen: Salomon Skin Pro 3-væskerygsæk

På hovedet: Buff og Black Diamond-pandelampe











6 kommentarer:

  1. Hej Peter, dejligt indlæg når man sidder her på biblioteket og har haft en masse sure lånere.
    Jeg har grinet meget :)
    Den der langthjemvej - den må blive legendarisk.
    Det var et superfedt løb, og tillykke med det!
    Nu er vi jo ultraløbere...en lille smule i hvert fald.
    Hvad skal vi stille op med de maver - det er da skide irriterende, rent ud sagt?!
    Vi ses (ps tak for reklamen :) )

    SvarSlet
    Svar
    1. Velbekomme!
      Maverne? Jeg tror, jeg får spist for meget og drukket for meget væske i løbet af dagen. Virkelig træls.

      Slet
  2. Fedt Peter! Godt at høre at du kom igennem alle genvordighederne til trods. Jeg har stadig grumme planer om at give mig i kast med det til næste år, så det er godt at høre at det er godt arrangeret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var bare så fedt og velorganiseret! Kan klart anbefales. :-)

      Slet
  3. Årh hvor er jeg glad på dine vegne!!! Atta Boy!!!!
    Selvfølgelig kunne du løbe langt, det var bare din hjerne der ikke ville - indtil nu hvor den alligevel gerne ville være med. Og godt du fik spist - har fået anbefalet at æde lige fra starten indtil jeg ikke kan klare mere, og så skulle der være bezin nok på. I stedet for at vente med at fylde på til senere.
    Og de der maver - jeg tror at gels osv er noget for folk med maver af rustfrit stål, ikke for os sundhedsfreaks. Derudover er marathon og langløb ikke for folk der ikke kan klare at høre en bøvs og en prut, det er altså bare en del af fornøjelsen!
    Tillykke og nu er ligger vejen åben foran dig!!!

    SvarSlet
  4. Tak skal du have, Kirsten. Jeg glæder mig allerede til næste udfordring. :-)

    SvarSlet