Mor, læs IKKE dette!

Min mor - endnu uvidende om, hvad der er på den anden side af gavepapiret.

Min mor har snart fødselsdag. Hun fylder 69 år og er barfodsløber. Om lidt afslører jeg, hvad jeg forærer hende i fødselsdagsgave.

I et af mine første blogindlæg fortalte jeg historien om, hvordan min mor blev barfodsløber. Hun startede med at løbe i et par gamle vandrestøvler, som siden blev afløst af et par minimalistiske Vivobarefoot Neo.

Mor vil være nøgen
Det var ikke bart nok for min mor. Hun tog indersålerne ud, og senere begyndte hun at løbe med skoene i hænderne, så hun kunne tage dem på, hvis underlaget blev særligt udfordrende. Men alt det, kan du læse her: Mød min mor - 67 år og barfodsløber.

Sådan har hun løbet to-tre gange om ugen (udover yoga og en tur i kondicenter - det hedder det på de kanter) på et af de skønneste steder i Danmark: Fruens Møllested i nærheden af Grejsdalen ved Vejle.

Men nu er det snart slut med alt det der barfodspjat for min mors vedkommende. Om en måneds tid flytter hun og hendes mand fra deres idylliske husmandssted, som er blevet for stort og vedligeholdelseskrævende. De flytter til min mors drømmehus på en ganske almindelig villavej i den nærliggende landsby. Og så skulle alt jo være godt, ikke?

4 millimeter flad sål. For meget sko for min barfodsmor.

Lyver for veninderne
Men nej. De nyeste løbetrends er endnu ikke nået til Grejs, som landsbyen hedder. Og så tør hun altså ikke løbe barfodet rundt på fortovene af frygt for at blive tvangsfjernet eller i det mindste stillet til skue i det lokale forsamlingshus ved næste byfest.

Ja, der hersker helt andre normer i udkantsdanmark, og sommetider tvivler jeg faktisk på, at hekseafbrændinger er et overstået kapitel i vores del af verden, når det kommer til stykket. I forvejen tør min mor ikke fortælle sine veninder, at hun er løber (og da slet ikke barfodsløber). Kun fordi hun indtil nu har boet så fjernt fra civilisationen, at ingen så hende, har hun vovet at smide skoene.

Ulykkelig mor, lykkelig søn
Hvad gør en mor så? Hun klager sin nød til sin kloge søn: "Og jeg synes, at mine Vivobarefoot er for tykke. Jeg kan jo slet ikke mærke jorden, som når jeg løber i bare fødder," sagde hun i telefonen.

Det var lige før jeg kunne høre tårerne lande hårdt på den brostensbelagte gårdsplads. Tænk, hvis dette blev enden på hendes løbekarriere, som jo først lige var begyndt? Jeg måtte redde hende fra en skæbne værre end pronationskiler og stødabsorberende såler!

Heldigvis har jeg efterhånden erfaringer med en del af de minimalistiske løbesko, der findes på markedet. Så jeg vidste med det samme, hvad der skulle til for at gøre hende til en glad løber - også i bymæssig bebyggelse med fordomsfulde beboere. Og samtidig kunne jeg for en gangs skyld undgå spekulationer om, hvad jeg skulle give hende i fødselsdagsgave (eller have dårlig samvittighed, fordi hun ikke fik nogen).

Halvanden millimeter sål. Så tør min mor forhåbentlig
fortsætte med at løbe uden at vække for meget opsigt.

Gaven på vej
Historien gentager sig hvert efterår: Jeg kan aldrig huske, om det er i september eller oktober, min mor fylder år. Nu har jeg tjekket i kalenderen (som jeg er nødt til hvert år), og jeg har heldigvis endnu en måned at løbe på.

Så nu er hendes nye løbesko bestilt, og de når frem inden hendes fødselsdag: Et par Sole Runner FX Trainer. Med en halvanden millimeter tynd sål bliver det simpelthen ikke nøgnere i noget, der ligner sko. De er superlette - i min mors størrelse vejer de kun 130 gram. Samtidig gør de enhver motionist lydløs som en ninja på løbestierne.

Så pas på derude, landsbytyper, når min barfodsmor overrasker jer bagfra i de mørke vinteraftner. De gode vil le, og de onde vil græde!

PS: Når jeg tænker over det, har der ikke været mange år, hvor jeg ikke - efter ihærdigt efterforskningsarbejde - har fået opsnuset, hvad jeg skulle have i fødselsdagsgave (eller julegave), så selvfølgelig må min kære mor gerne læse med her.