torsdag den 31. oktober 2013

Din latterlige PR


Et af højdepunkterne i min løbekarriere. Hvor jeg blev nummer næstensidst.

Selv en verdensrekordholder må se sig slået på et tidspunkt. Din personlige rekord på 1.05 på en halvmaraton er en joke. Det samme gælder for dig, der kan løbe maraton på 2.18. Du er ikke en større vinder, end ham der bruger dobbelt så lang tid. Og du er sikkert ikke et bedre menneske!

Men har du - som jeg - af og til brug for at hævde dig, er det let: Vælg et tilpas snævert geografisk område eller en lille gruppe at sammenligne dig med. For eksempel en klub, din bydel, din by, din landsdel, dit lille land - eller dit ægteskab. Og pris dig så lykkelig for, at du ikke er født på en hurtigløberhøjslette i Kenya.

Sommetider stiver jeg min selvtillid af ved at løbe fra Lis eller Torben til en almindelig onsdagstræning. Andre dage sammenligner jeg mig med hurtigere eller langsommere løbere. Jeg vil jo også gerne være hurtigere end nogen!

I'm only number 2, so I try harder
I det seneste nummer af Aarhus 1900's klubblad kan man læse et begejstret indlæg om klubmedlemmer, der vistnok havde høstet en andenplads ved ungdoms-dm i atletik. Er det flot?

I samme nummer kan man læse en midaldrende mands beretning om sit livs første halvmaraton. Hans mål var at gennemføre på toogenhalv time. Han brugte to timer og tre kvarter på det og kom i mål som den femtesidste. Men det var hans livs bedrift, og begejstringen strålede ud af hans ord. Er det flot?

Husk, at det er en kunst at bevare begge ben plantet på jorden.
Et par flade sko eller bare fødder gør det lidt lettere.
Til grin for en medalje
Forleden læste jeg en beretning fra Berlin Marathon. I "En snobbet løbers logbog" skriver blogskribenten (som er hurtigere end de fleste, men meget langsommere end de hurtigste) om sine tanker og sin træning. Hans tanker er ofte sat på spidsen og ganske underholdende. Hans træning gik desværre ikke helt som planlagt, og en skade forhindrede ham i at løbe de 42 kilometer på under de planlagte tre timer. Derfor valgte Snobben at følge løbet fra tilskuerrækkerne:

"Der var mange, der i dagene efter stadig gik rundt med medaljen om halsen. Hvorfor? - Medmindre du hedder Kipsang (eller Kiplagat), har du ikke vundet noget," skriver han og fortsætter: "Endnu værre er det, at man sågar også får medaljer for halvmaraton."

Jeg forstår Snobbens reaktion. Nu mere end 25 år siden jeg selv blev student, kan jeg også fnyse ved synet af studenter (og frisører og htx'ere og pædagogmedhjælpere), som jubler omkring på lastvognslad med huer i alverdens farver for at fejre deres eksamener.

"Skru lige ned for livsglæden," tænker jeg hvert år, som den sure, gamle mand jeg efterhånden er blevet. Jeg glemmer at nyde udsigten fra indersiden af deres studenterhuer.

God ved dyr, børn og kugler?
Misundelse og konkurrencementalitet er to tæt forbundne størrelser. Tættere end eliteidræt og leg. Det behøver man ikke være nogen Tonya Harding for at gennemskue. Når man tænker over det, er det ikke just store menneskelige dyder, der kommer til udtryk i konkurenceidræt. Men det er selvfølgelig bedre at udleve sin trang til den slags, end at bekrige hinanden med rigtige våben. Men princippet er stadig det samme.

Nej, man er ikke nødvendigvis et godt menneske, blot fordi man er en dygtig kuglestøder. Det er ikke en selvfølge, at man er god ved dyr og børn, bare fordi man kan løbe hurtigt. En klog mand sagde engang (citeret efter hukommelsen): "Alle snakker om at forbedre deres kondition, men ingen snakker om at forbedre deres tilgivelsesevne eller medmenneskelighed."

Giver det i det hele taget mening at sammenligne os med andre? Giver det mening at juble over placeringer? Eller handler det virkelig kun om at være med - og vurdere sine egne fremskridt (eller tilbageskridt) i lyset af den oplevelse og glæde, der er forbundet med det? Hvis jeg glæder mig over at løbe hurtigere end Lis og Torben, er jeg så et usselt menneske?


Den enes optur er den andens nedtur i konkurrencesport. 

Er PR bedre en BO?
Nogle af mine bedste løb har også være de langsomste. Jeg har prøvet at bruge over fem timer på en fantastisk maratonoplevelse. Andre gange er det formmæssige fremskridt, der har fået mig til at juble.

Det vigtigste må være at spørge sig selv: Giver det mening for mig. For nogle vil tiden og det at løbe fra nogen give mening. For andre er det oplevelsen af naturen, fællesskabet, kroppen eller sundheden, der er belønningen. I begge tilfælde handler det ikke nødvendigvis om at stræbe efter PR, men derimod om give sig selv en ny BO - Bedste Oplevelse!

Jeg jo vil helst løbe for sjov. For når jeg tager mig selv for alvorligt i et par splitshorts, så føler jeg mig egentlig lidt til grin.

God løbelyst uanset om du vil være bedre end andre - eller bare vil have det rart med andre!


7 kommentarer:

  1. Jeg synes, det skal være tilladt at juble og være stolt og bære medalje uanset hvilken tid man løber på. Hvorfor ikke?
    Sea Legs skrev i et blog indlæg (eller sagde i en podcast) at competition kommer fra Latin og betyder/kommer af Strive together. At stræbe sammen for at nå hvad end det nu må være - er da smukt? Jeg giver dig også ret i at det ikke altid er tid og placering der betyder noget. Mit København Maraton var 10 min langsommere end Hamborg. Men København var et fantastisk løb for mig, for jeg var glad og følte jeg løb med overskud, hvilket ikke gjorde sig gældende i Hamborg...
    Men alt i alt synes jeg vi skal prale noget mere og være stolte over at overvinde os selv eller gøre noget der er grænseoverskridende. Det kan være småt for andre men stort for os! God løbelyst til dig også

    SvarSlet
    Svar
    1. Alt skal juble. Det er den personlige oplevelse, der tæller, uanset om det er tiden eller noget andet, der udløser begejstringen. :-)

      Slet
  2. Dejlig artikel! +1

    Efter at have været nede med en skade og skulle træne op igen, har jeg haft nogle af de Bedste Oplevelser (TM). Tvunget til at løbe på græs, grus, langsomt - det var fantastisk. Og jeg gav mig selv lov til det, fordi jeg jo var i genoptræningsforløb. Og nu er jeg blevet en anden løber - ser meget mindre på mine PR, og søger BO i stedet! Vågn op derude - løb kan faktisk være rigtig sjov! :)

    SvarSlet
  3. Vi er tilbage ved den klassiske:

    Vi skal løbe stærkt og vi skal ha det sjovt.
    Vi skal ikke løbe så sjovt at vi ikke løber stærkt, men vigtigst:
    Vi skal ikke løbe så stærkt at vi ikke har det sjovt.

    Der var engang en der spurgte mig "hvornår er du mest lykkelig" og det tog mig faktisk lidt tid at tænke det igennem. Jeg kom til at det var når jeg var lige ved at lykkedes med noget jeg havde sat mig for at gøre. Dvs. ikke når det VAR lykkedes, men lige der i processen hvor tvivlen om det ville lykkes blev forvandlet til troen på at NU kommer den hjem. Det kan jeg blive totalt høj af.

    Det ligger så indbygget i det, at der ikke skal være noget jeg nemt kan klare. Det kan være noget jeg ikke har gjort før, det kan også være noget jeg har gjort før, men det skal altid noget som er lidt ambitiøst på en eller anden måde.

    Jeg kan genskabe den følelse i arbejdsmæssige projekter eller under kapsejlads eller når jeg løber eller står på ski.

    Det behøver ikke være noget der er sat i relation til andres præstationer. De er et andet sted i deres forløb end jeg er. Jeg kæmper primært med mig selv. På min debut ½ marathon løb jeg 2 sek fra Jim i hans debut ½ mt, men det var ikke det der glædede mig, men det var at jeg havde gjort det jeg havde sat mig for at gøre. jeg gennemførte og på den måde jeg havde planlagt at gøre det. At Jim idag er lysår foran mig, dæmper ikke min glæde over hverken hans eller mine egne præstationer. Vi er hver vores sted i vores forløb med hver vores forudsætninger.

    Du var selv med på Coast2Coast sidste år. Det er nok til dato min største løbeoplevelse. Vi løb ikke skide stærkt, men for pokket hvor en totalt fed tur. Jeg var på forhånd ikke klippefast overbevist om at vi kunne gennemføre de 50 km inden for den tid vi havde givet os selv, men hvor husker jeg dog den følelse af at nærme sig Frederikshavn og se mosekonen brygge hen over kornmarkerne og så tænke NU kommer vi igennem. Jeg fik vinger.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo det: Glæden er personlig, og vi søger den på forskellige måder. Kunsten er at lære at respektere andres søgen og personlige bedrifter. Jeg kæmper videre. Med det hele. :-)

      Slet
  4. Super læsning Peter Piskeben. Glad for Blog :-)
    Løb er skønt, for mig er det oplevelsen, Som da vi i Aarhus 1900 tog 135 glade løber til Vejle og løb 10 km eller et halv Marathon.
    At løbe sammen hilse på hinanden og klappe og heppe af hinanden, jamen det er da fedt.

    SvarSlet
  5. Hej Peter,
    Fantastisk inlæg, har ikke hørt BO beskrevet før, men du får italesat eller beskrevet hvad det er der har drevet mit løb siden jeg i 2010 skulle finde tilbage fra en totalskadet ankel.
    Og godt at se du er tilbage på benene :)

    SvarSlet