På den lade side - dag 2

Alt var perfekt. 

Måske ville jeg have foretrukket en minaret i baghaven, men det blev nu alligevel en god nat på herberget i Thorning, for jeg er en velforberedt pilgrimsvandrer. Et sæt ørepropper forhindrede mig i få min skønhedssøvn forstyrret af kirkeklokkerne i kirketårnet uden for mit vindue.

Alt var faktisk perfekt her i den gamle skolebygning, som i sommermånederne tager hjerteligt imod hærvejsrejsende.

På vej ind i landsbyen blev jeg overhalet af en ældre herre på cykel, som hilste mig med et "Velkommen til Thorning - herberget er lige efter kirken. Jeg er glad for, at jeg ikke på det tidspunkt anede uråd med hensyn til klokketyraniet, for herberget viste sig at være en perle.

Vi var kun otte til at dele 30 senge. Det betød, at jeg kunne flotte mig med mit helt eget værelse med to dobbeltsenge (godt nok af klapud-slagsen), men her madrassen var behagelig, og det var stik til min iPhoneoplader.

Blåmønstret tapestry (tapet, når det skal være fint) prydede væggene. Det var omhyggeligt afstemt med de køligblå gardiner, hvorved oplevelsen af før-retro fremstod som fuldendt. Og jeg kunne få varmt bad og mad og for en femmer endda et rent hovedpudebetræk for en nat og en appelsinvand.

Ved bordet i den solbeskinnede have blev jeg opmærksom på, at jeg ikke var den eneste barfodsbodsgænger. Vi var nemlig tre ud af de otte i herberget denne aften, der havde taget dagens vandring uden sko.

I nat sover jeg i underkøjen i et næsten ligeså imponerende herberg i den gamle præstegård i Kragelund sammen fem nye rejsende. To af dem blev inspireret til at smide skoene, da de tidligere på dagen så mig på nøgne fodsåler. Jo, barfodssekten vokser stille og roligt i det midtjyske denne sommer.

Til trods for fine overnatningssteder og gode indkøbsmuligheder fornemmer jeg noget trøsteløst over
de små landsbyer, som min vandring fører mig igennem.

Jeg skal undlade at bekymre mig om de arkitektoniske dispositioner, det hersker her. Jeg bliver bare ked af det. Da jeg ved 17-tiden nærmede mig Kragelund, blev jeg først mødt af en klynge huse, som så helt ubeboede ud. De, der ikke var ubeboede, burde have været det.

Bag gardinerne i et af dem så jeg en gammel, benet kvindeskikkelse trække sig sammen. Hun lignede en, der havde ventet på hjemmehjælp siden årtusindeskiftet. I Thorning holdt pizzeriaet sommerferielukket. Jeg går videre.

Husk, at bare fødder hjælper dig med at bevare jordforbindelsen: